TONSURE x SCARLET PLEASURE

5 STEDER DU SKAL SPISE MORGENMAD I NEW YORK

Café Mogador

Jeg kan efterhånden ikke tælle, hvor mange gange jeg har været på Café Mogador. Både deres morgenmad og aftensmad er fantastisk, og heldigvis har de to restauranter i New York. Én i East Village og én i Williamsburg. Den sidste har en hyggelig udestue med store planter, som jeg helt klart vil gå efter. Maden er inspireret af det marokkanske køkken, og de har derfor mange sjove saucer til maden og masser af krydderier i den. Da jeg sidst var der i slutningen af oktober, fik vi French toast og en omelet med masser af urter. Det er nogle af de mere simple ting på menukortet, men de er stadig en oplevelse værd. Den første af deres restauranter åbnede i 1983, og at de stadig har åbent i dag vidner om, at kvaliteten er i orden. Ellers får en restaurant i New York ikke lov til at overleve.

cafe-mogador

Brooklyn Kolache Co. 

En kolache er en bolle bagt med fyldet i sig, som oprindeligt kommer fra Tjekkiet, men er yderst populært i Texas. Nu er opskriften så også ankommet i Bed-Stuy i Brooklyn. Hos Brooklyn Kolache Co. kan du få de omtalte boller med alverdens fyld. Jeg valgte selvfølgelig chokolade, men det er også muligt at vælge forskellige slags oste, frugt eller kød. En enkelt bolle er ikke noget stort måltid, så hvis du er sulten, kan du sagtens snuppe to stykker. Deres juice og kaffe er også rigtig god. Betjeningen er dog ikke noget at råbe hurra for, så easy on the tips. Generelt ligger der mange gode restauranter i bydelen Bed-Stuy, så forlad Manhattan for en stund for at tage derud.

brooklyn-kolache-co

Buttermilk Channel

Hvis jeg skal være helt ærlig, tog jeg faktisk herhen, fordi jeg havde hørt, at det er Beyoncés yndlingsrestaurant. Men efter lidt research viste det sig, at hun vist bare har været der én gang tilbage i 2013 eller 2014. Men det er ligemeget. Jeg har nu officielt været i det samme lokale som Bey, og det er godt nok til mig. Når det så er sagt, så er morgenmad på Buttermilk Channel virkelig, virkelig god. Total over-the-top og amerikansk på den gode måde. Vi fik både French toast (Ja, den ret går igen et par gange på min seneste tur), pandekager (som jeg glemte at tage billede af, fordi de blev spist så hurtigt), granola og Eggs Benedict. Vi var rigtig mætte da vi gik. Til gengæld havde vi også fået opbygget noget af en appetit inden, da vi skulle vente næsten to timer på et bord. Det var selvfølgelig også en søndag, så det var meget logisk. Heldigvis havde området Carroll Gardens rigtig mange spændende butikker at kigge i, mens vi ventede.

buttermilk-channel

Clinton St. Baking Company

Jeg besøgte denne restaurant første gange sidste sommer, og selvfølgelig måtte jeg derhen igen. Det er et klassisk amerikansk menukort, som de kører med her. Så hvis du er til ting som omeletter (og æg i alle afskygninger), pandekager, granola, fristurestegt kylling med vafler og alt muligt andet snask, så skal du besøge Clinton St. Baking Company. Pandekagerne var et mindre mirakel, hvis jeg selv skal sige det. Sjældent har noget smagt så godt, men det er en god idé at dele med en anden, da det er en rigtig stor portion. Deres havregrød var til gengæld ikke særlig god, men hvorfor tog jeg også herind og bestilte havregrød? Måske fordi det var sidste dag på ferien, og jeg havde ædt som et svin på hele turen. Sidst, men ikke mindst, tager de kun kontanter i løbet af dagen. Det vidste vi ikke, så det blev lidt akavet, da vi kun lige akkurat havde nok kontanter til at betale regningen. Vi endte med kun at betale få dollars i drikkepenge, og det er jo nærmest en dødssynd i USA.

clinton-st-baking-co

The Smile

Her er endnu en restaurant, som jeg har besøgt mange gange efterhånden. Den ligger i SoHo, så det passer perfekt med at starte dagen her, inden man begiver sig ud på en lang dag med shopping. Selve restauranten ligger i kælderhøjde, hvilket giver en hyggelig stemning derinde. Den er også cool indrettet, hvilket er et ekstra plus. Maden er god, og måske lidt mere sund end mange af de andre restauranter på min liste. Deres havregrød er rigtig lækker, fordi den er lavet på kokosmælk. De har flere ting, man kan bestille ved siden af sin store ret, som jeg vil anbefale, du giver dig i kast med. Fx har de en lang liste af lækre brød og kager, men du kan også vælge en halv grapefrugt med sukker.

the-smile

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

TONSURE x SCARLET PLEASURE