ØL-NØRDERI FOR NYBEGYNDERE

Bad Date Recovery, Tinder-Bajer og Hej Svigermor.
Det er alle tre navne på speciallavede øl, som kunderne selv har lavet hos det nye, lille bryggeri Crafted By.
Øl-nørderi er en trend, vi ikke kommer uden om netop nu. Der bliver ved med at skyde nye bryggerier og øl op alle vegne. Og det er uden tvivl fedt, når man elsker at drikke øl. Men det er ikke altid, at jeg kan følge med. Jeg har ikke forstand på øl, kun når det kommer til at drikke dem.
Derfor blev min nysgerrighed også vækket, da jeg blev inviteret en tur forbi Crafted By, hvor man ret enkelt kan være med til at lave sin egen øl – og ikke mindst opfinde sit eget navn og etikette til den.
Crafted By har til huse i det historiske bryggeri lige ved Elefantporten i Carslberg Byen. Her er de ikke meget mere end ti personer, som driver det lille bryggeri styret med en kyndig hånd af brygmesteren Jon Bonne Eriksen, som har arbejdet i Carlsberg- og Tuborg-regi i mere end 35 år.
Lokalerne er små, indretningen er simpel og ikke meget tyder ikke, at der bliver lavet sjove øl her, men det gør der. Sjove øl, som kunderne selv er med til at skabe.
Det er opstillet så enkelt, at du inden for tre forskellige områder skal vælge en styrke fra 1-5. Øllets bitterhed, farve og styrke. Desuden kan du putte en ekstra smag på, hvis du skulle ønske det.
Fx ville jeg vælge en lav bitterhed, en lys farve og en høj styrke – altså alkoholprocent. Desuden ville en let frugtsmag være noget for mig også. Voila, så har jeg skabt min egen øl.
Og bagefter kommer du selvfølgelig til det allersjoveste: Navnet på din egen øl.
Jeg har ikke fundet mit oplagte navn endnu, men der var mange gode bud, som Crafted By havde gemt på deres hylder. Lige nu er bryggeriet i gang med at lave øl som bordkort til et bryllup. Det vil altså sige, at alle gæsterne får en øl med deres eget navn på.
Crafted By kunne også fortælle, at de har lavet øl til en helt anden anledning – nemlig gravøl til en begravelse. Så muligheder er der nok af.
En lille sjov detalje er kapslerne på flaskerne. Det er en smiley, der blev brugt på ølkrus i 1930’erne. Så det er altså ikke kun nu om dage, at vi kommunikerer med emojis. Det indkapsler også godt, at Crafted By er et nyt koncept, der tapper ind på en trend, men at bryggeriet alligevel kommer med en del know how som Carlsbergs nye lillebror
Du kan bestille ned til 12 øl ad gangen til den nette sum af 349 kroner, men du kan også bestille mange, mange flere, hvis det skulle være.
Så nu behøver du altså ikke være Mikkeller for at kreere din egen øl.
Crafted By ligger lige ved siden af disse smukke lokaler, som ikke længere er i brug.
Det tiltag er sgu rimelig i orden! Ligesom dig er min ølviden ret begrænset – jeg ved bare, hvad jeg kan lide, og hvad jeg ikke kan lide. That’s it. Men det ku’ sgu egentlig være et meget fedt emne at nørde i – om ikke andet har får da en undskyldning for at drikke (flere) øl 😉 Kan Crafted By også hjælpe én med at blive klogere på, hvilken type øl eller særlige ølmærker, som formentligt vil falde i ens smag, når man har bestemt den styrke, farve og bitterhed, som man generelt foretrækker i en øl?